Alt om dyrkning af hvede

De to vigtigste dele når der tales om hvedeudbyttet, er antallet af kerner per arealenhed og den individuelle kernes vægt. Høje udbytter kommer ved at opnå det korrekte antal blade og skud, fastholde en grøn bladmasse og forbedre antallet af korn, aks, skud og korn størrelse.

Antallet af skud og blade bestemmer størrelsen på bladmassen og antallet af aks ved høst. Afhængigt af det totale antal af skud udviklet og hvor mange af disse der overlever høsten, bestemmes det endelige antal af aks.

Hvedens kernestørrelse er bestemt af plantens gener, altså sorten, og længden af kernefyldningsperioden. Så snart at bestøvningen har fundet sted, vil kimen og frøhviden begynde at udvikle sig, fotosyntese produkterne omdirigeres, og tidligere oplagret stivelse og protein (i blade og stilk) vil blive brugt af de voksende kerner.

Antallet af kerner er i sig selv et resultat af antallet af frugtbare skud per arealenhed og antallet af skud på hvert aks. Landmanden skal derfor overveje hvilke næringsstoffer, der kan have indflydelse på antallet af kerner pr. aks.

En anden vigtig faktor i at opnå høje hvedeudbytter, er at holde bladene grønne indtil afslutningen af kernefyldningsperioden og derved indfange så meget af det indfaldende lys som muligt og konvertere det til udbytte.

Den ønskede hvedekvalitet afhænger af aftagerens specifikationer: skal kornet bruges til foder, til brød eller til småkagemel? Det vigtigste at overveje er kornets proteinindhold, rumvægt, faldtal og stivelsesindhold.

Protein har to hoveddele som det forbindes med, nemlig mængden og kvaliteten af proteinet. Begge dele påvirkes af plantens kvælstofog svovlniveau når den vokser gennem sæsonen. Højt udbytte er kendt for at fortynde mængden af proteiner i kornet og det er derfor vigtigt at vurdere det undersøgte korn når hveden nærmer sig fasen for kærnefyldning.

Faldtal er en måleenhed for et specifikt ensym kaldet α-amylase. Dette ensym angriber stivelsesmolekylerne og nedbryder dem til sukker, som derefter producerer den gas der skaber luft lommer og god brødstruktur.

Når hvede skal bruges til fremstilling af bioethanol, er udbyttet af bioethanol en vigtig faktor. Valg af sort er en vigtig overvejelse, hvor især de bløde hvedetyper plejer at give højere ethanol udbytte. Udsættelser af høsten skal såvidt muligt undgåes da der er fare for at kærnerne i akset begynder at spire hvilket betyder at ensymerne begynder at nedbryde stivelsen.

Rumvægten er målt I kg/hektoliter og giver en indikation af kornets massefylde. Mange aftagere forlanger at hveden skal opfylde en minimumsrumvægt for at kunne blive anvendt. For eksempel kræver nogle møllere et minimum på 76kg/hl, imens mange dyrefoderproducenter kræver en værdi på 72kg/hl. Rumvægten er hovedsageligt et tegn på de forskellige genetiske træk hos kornsorterne, men dårlig næring og anvendelse af gødning kan også spille ind.

Kvælstofsmangel gør planten mere udsat overfor alle slags sygdomme imens manglen på kalium hæmmer plantens udvikling og medfører små og spinkle planter. Dette er især udpræget i tørre perioder. Fysiologisk stress vil skade mere ved mangel på kalium, frost skader vil være større, vandlidende områder vil tage længere tid om at komme sig og planterne visner tidligere og forbliver slatne længere under tørke.

Det fundamentale mål med produktionen af afgrøder er at konvertere fotosyntetisk aktiv stråling til tørstof, der senere kan blive udnyttet som foder, mel eller som råmateriale i energiproduktion. Der er en klassisk lineær sammenhæng mellem lysopfangelse og det totale tørstof produceret i hvede.

Hvede er den dominerende kornart i verdenshandlen med omkring 650 – 685 millioner tons produceret og 654 – 660 millioner tons i forbrug.

Mens alt mel kan valses med henblik på production af mel, er det ikke alt mel der er egnet til alle markeder. Der er et antal fælles kriterier som bruges på de forskellige markeder og som skal overholdes.

Hvede gennemgår tre særskilte faser når den udvikler sig fra såning til høst. Disse kan beskrives som fremspiring og buskning, strækning og indlejringsfasen.

To typer af hvedearter har udviklet sig over årene og dominerer nu verdens produktionen: almindelig hvede og durumhvede.

I hver af hvedens vækststadier spiller de forskelllige næringstoffer en specifik rolle. Du kan her få en indblik i disse roller.

Timingen i benyttelse af næringsstoffer er vigtig for at opnå den højest mulige effektivitet og har indflydelse på miljøbelastningen samt kornproduktiviteten i hvede.

Alle afgrøder behøver 13 mineraler for at kunne gro og udvikle sig. Når der laves en gødningsplan er det vigtigt at fokusere på at opnå den korrekte balance mellem de forskellige næringsstoffer for at kunne sikre optimal vækst.

Den afsluttende sengødskning skal udføres når der er størst sikkerhed for at påvirke proteinindholdet. Det bedste tidspunkt er ved afsluttende skridning / begyndende blomstring. Jo senere sengødskningen foretages, jo større chance er der for at hæve proteinindholdet.

En harmonisk forsyning med alle næringsstoffer er grundlaget for en optimal udvikling af planterne. Magnesium, mangan, kobber og zink har indvirkning i mange processer i plantens stofskifte og er i korn af afgørende betydning for høje udbytter, god kvalitet og plantesundhed.

Hvede er en stabil føderesource for millioner af mennesker og er en af tre globalt producerede kornarter (majs og byg og hvede). Selvom ris er den anden mest producerede kornart i verden sker produktionen hovedsageligt i den vestlige og østlige del af Asien.

For at sikre et tilpas højt indhold af protein (12%) i brødhvede kræves ofte en sengødskning, som udføres efter skridning og frem til blomstring. På dette tidspunkt vil det være muligt at påvirke proteinprocenten med 0,5-1,5%. Tilførsel af svovl har ligeledes en positiv effekt på proteinindholdet.