Dyrkning af hvede begyndte for omkring 1000 år siden og kan spores tilbage til det sydøstlige Tyrkiet. Oprindeligt blev arten kaldt enkorn (T. monococcum) og blev genetisk beskrevet som en diploid indeholdende to set kromosoner.
På samme tid blev Emmer hveden (Triticum dicoccum) fremavlet. Dette var en krydsning mellem to vilde græsser (Triticum urartu og Aegilops).Begge disse var diploider hviket betød at den nye hvede nu var en tetraploid og dermed havde fire set kromosoner. Durumhvede er også tetraploid og udviklede sig som en naturlig hybrid ligesom Emmer hveden gjorde. Over årene har bønderne fortsat med at udvælge de hvedetyper og sorter som har vist favorable træk – nemmere høst, afkast osv og nye hvedesorter er dermed blevet udviklet.
Spelt og brødhvede blev de foretrækne typer. Disse to var igen et resultat af en naturlig hybrid mellem Emmer hvede og det vilde gede-græs Aegilops tauschii. Denne hybrid gjorde tetraploiden til en hexaploid som nu indholdt seks set kromosomer (altså 42 kromosoner) langt fra de oprindelige 14 i de originale kornsorter. Denne ”naturlige” genetiske udvikling, udover at være meget succesfuld, har taget meget mange år og bioteknologien prøver derfor nu at finde nye genetiske måder at gøre denne proces hurtigere og mere effektiv gennem målrettet gen-manipulation.