Artikler
august 04, 2020

Hvorfor er god spredning vigtigt?

Når du snart skal træffe beslutningen om, hvilken gødning du skal gødske med til den kommende sæson, er det vigtigt at du overvejer dit valg nøje, da det har stor indvirkning på dit udbytte og din bundlinje. Der er mange nuancer i gødningsvalget, såsom hvilke afgrøder du har og hvilken jord de skal plantes i. Dog er der en afgørende ting som går igen: kvaliteten af gødningskornet.


Vi er netop begyndt at mærke vores faste gødninger med vores 4-punkts garanti, og stiller dermed blandt andet sikkerhed for at du altid kan sprede optimalt på op til 36 meter. Gødningens spredeevne er direkte forbundet med gødningskornets kvalitet, og den rette spredning kan måles direkte på bundlinjen.

Hvorfor er god spredning vigtigt?

Vi er overbeviste om, at landmænd i fremtiden skal optimere deres bedrifter til fulde, for at man kan skrive sorte tal på bundlinjen. Derfor er det også vigtigt, at man anvender en gødning, som kan optimeres – hver gang.

En af de ting, vi fokuserer på hos Yara, er variationskoefficienten. Når vi kvalitetstester vores gødninger, skal de ligge under 10 procent i variationskoefficient på 36 meter spredning i en spredehal. Dette er dog langt fra det samme som at sprede gødning i en rigtig mark, hvor parametre som vind og vejr spiller ind. Derfor skal du som landmand have en variationskoefficient under 15 procent når du spredetester i din mark, så du er sikker på, at du spreder optimalt og profitabelt. Den store udfordring er dog, at det ikke visuelt viser sig i marken, hvis din spredning ikke er optimal, før koefficienten rammer 25 procent.

Forskellen fra en variationskoefficient på 15 procent kontra 25 procent er en udbytteprocent på ca. én, hvilket hurtigt kan løbe op i flere tusind kroner. Har du for eksempel 200 hektar vinterhvede og høster 80 hkg. i gennemsnit, vil du med en kornpris på 120 kroner pr. 100 kg. opnå en forskel på 19.200 kroner på bundlinjen ved at gå fra 25 procent til 15 procent i variationskoefficient. En spredetest tager typisk en times tid og kan derfor være givet særdeles godt ud.

Se her hvordan du laver en spredetest

Kalsbøl Gods ved det godt

Johan Levy, medejer af Kalsbøl Gods, har stor fokus på gødskning og arbejder aktivt med at sprede så ensartet som muligt på sine marker. Et parameter som man især går op i på godset er gødningskvalitet, da lige netop det er afgørende for, om det overhovedet er muligt at sprede sin gødning.

”Gødning er jo blandt vores største variable omkostninger, og derfor skal vi også have det meste ud af investeringen. Vi spreder på 36 meter, og når vi kommer ud i den bredde, skal vi også vide, at den gødning vi bruger, kan sprede optimalt hver gang. Især når man, som vi, gerne vil sprede helt ud til kanten,” Fortæller Johan Levy og fortsætter:

”Dertil mener jeg også, at uanset hvilken gødning eller gødningsspreder man har, så skal man sikre, at man udnytter det, som maskinen og gødningen kan, ved at indstille sin spreder korrekt. Det er ikke højrehåndsarbejde at sprede korrekt. Selvom man godt kan have travlt med at komme afsted, er det godt givet ud at tage sig god tid til lave sin spredetest.”

Læs mere, om hvordan du kommer godt fra start

Gode råd til spredning

Når du har valgt en gødning, som giver dig mulighed for at sprede korrekt, er det vigtigt, at du gør dit forarbejde for at sikre, at din investering giver pote.

For at sikre, at din gødning holder sin kvalitet, er det vigtigt, at du håndterer og opbevarer din gødning efter anbefalingerne. Din gødning kan ændre kvalitet over tid, dog bør den stadig kunne sprede optimalt, hvis den er opbevaret tørt og sikkert.

Du bør ligeledes bruge tid på at indstille din spreder. Vi arbejder sammen med sprederproducenterne for at gøre det nemt for dig at bruge vores gødning korrekt.

Find manualen til lige netop din spreder her

Til sidst er det vigtigt, at du laver en spredetest, og her anbefaler vi, at du bruger Yara PRECISE. At lave en god spredetest tager cirka en times tid, og behøver på ingen måde være besværlig. Det er vigtigt, at du investerer den time af din tid for at optimere dit udbytte og brugen af din gødning. Man skal huske, at man vil høste som man sår, og når udbyttet skal maksimeres og man som i eksemplet ovenfor illustrerer i kroner og ører, er der ingen grund til at spare den time væk.

Se her hvordan du laver en spredetest med Yara Precise