Artikler
marts 29, 2023

Vinterraps 2. gødskning

Af: Jens Bach Andersen

De fleste rapsmarker blev gødsket første gang i begyndelsen af marts, og siden har det været relativt koldt uden den store vækst. Nogle marker har desuden lidt skade af frosten i begyndelsen af marts og skal nu regenerere fra sideskud.


Billede - vinterraps 2. gødskning
Billede - vinterraps 2. gødskning

De fleste rapsmarker blev gødsket første gang i begyndelsen af marts, og siden har det været relativt koldt uden den store vækst. Nogle marker har desuden lidt skade af frosten i begyndelsen af marts og skal nu regenerere fra sideskud. På trods af dette, har mange rapsmarker kvitteret for en del af den tildelte gødning, og fremstår nu relativt grønne og ensartede. Og går man tættere på, ses det at knopperne sidder klar, til det lunere forårs vejr forhåbentlig snart indfinder sig. Det er vigtigt at rapsen ikke mangler kvælstof i den kommende periode med stor vækst.

Desuden gav mange en relativt lav N-mængde i første gødskning pga. høj efterårsbiomasse. Hvis man har lavet et stort fradrag i sin planlagte N mængde pga. stor efterårsbiomasse, skal man passe på, at man ikke kommer til at sulte sine raps først på foråret. Det samme gælder, hvis man har været ude med gylle i løbet af marts måned. Det varer lige lidt før det virker.

Vi mener derfor, at det er på tide, at få kigget på 2. tildeling af mineralsk gødning nu, hvis det ikke allerede er kørt ud. Det ser også ud til at vejret skulle stabilisere sig op mod påske, så markerne bliver mere farbare.

 

Fosfor og kalium

Mange marker er startet op med en relativt ”koncentreret” NPK som YaraMila RAPS i foråret. Afhængig af startmængde og jordbundtal, kan der være dækket ind med P og K allerede i første gødskning, hvilket også er det fagligt optimale. Men hvis man har sparet på startmængden og planlægger en lav total N-mængde pga. høj biomasse, bør man vælge en YaraMila NPK igen til 2. gødskning. Hvis fosfor og kalium dækkes ind via gylle, at det vigtigt med en analyse på gyllen, så man er sikker på at ramme behovet og eventuelt kan supplere. Eventuel gylle til raps skal ud nu, hvis det ikke allerede er sket.  

 

Husk svovl

En tommelfingerregel siger, at svovltilførslen til raps skal være 20 % af kvælstoftilførslen. Her skal ekstra kvælstof forventet tilført fra efterårsbiomasse medregnes, så hvis man sparer på N i foråret, skal man passe på, at man ikke også sparer på S . Det betyder, at den mineralske gødning, man vælger, skal ligge med et S/N forhold på over 0,20. Her udmærker YaraMila RAPS sig med et forhold på 0,24 og YaraBela SULFAN med 0,25. Det er således oplagte produkter til 2. gødskning.

 

Skal jeg graduere kvælstof?

Ved 2. tildeling er det oplagt at graduere kvælstoftildelingen med Atfarm. Herved udjævnes forskelle i marken, og der gødskes efter optimum på delmarkniveau. Der er imidlertid nogle faldgruber, man skal være opmærksom på. Først og fremmest skal man bruge at satellitbaseret system, der er i stand til at se de forskelle, som marken har. I figur 1 er vist satellitfotos fra 5. november 2022 fra en rapsmark på 4 ha. ved Hobro. Til venstre vises den forskel kvælstofoptag, som teknologien bag Atfarm er i stand til at opfange. Til højre vises NDVI biomassindex, der bruges af andre programmer. NDVI indexet er ensartet grønt, da det er helt mættet, men atfarms SI index fortsat ser nuancer i vækst (flere blå/lilla nuancer). Atfarm er med andre ord langt bedre til at graduere gødning i en voksende afgrøde.

image2e4u9.png

Figur 1: Til venstre er vist Atfarms optimerede indeks (SI-MSI index), der illustrerer kvælstofoptaget i afgrøden. Til højre er vist standard NDVI biomassekort. Det er tydeligt, at det optimerede indeks SI indexet opfanger forskelle i de dele af marken, hvor biomassen er tæt, hvilket biomassekortet til højre ikke gør.

 

Skal jeg bruge efterårsbillede?

I vintre med stort biomassetab i rapsen, vil et kort ved vækststart måske være misvisende, da afgrøden ikke nødvendigvis er dårligst, der hvor der er tabt mest biomasse og dermed vil være mindst plantedække. Dette kan imødekommes ved at vælge et efterårsbillede i stedet. I figur 2 vises Atfarms Optimerede index for samme mark som i figur 1 på 2 forskellige tidspunkter (5. november 2022, 15 marts 2023). Bemærk, at de områder, der stod kraftigst i efteråret (lilla farver), nu tilsyneladende står svagest (lysegrønne farver) og omvendt. De skyldes frostskader i de kraftigste områder af marken, jf foto fra det markerede område i markens nordlige ende. Den tabte biomasse omsættes hurtigt, så de næringsstoffer, som de repræsenterer, bliver tilgængelige for planterne. En omfordeling af kvælstof skal derfor ske ud fra efterårsbilledet, da man ellers vil få overgødet de frostskadede planter og undergødet de øvrige. I marker uden frostskader kan et billede fra ultimo marts bruges, men ofte vil efterårsbilleder vise mere variation, og dermed give et bedre grundlag for graduering.   

 

imagejdxd.png

Figur 2: Yara optimeret index fra samme mark hhv. 5.november 2022, 15. marts 2023.

 

Fig 3: Foto fra det markerede område på billederne i figur 2. (27/3-2023)

 

Tredje gødskning?

Der er lavet en del forsøg omkring gødskning i blomstringsfasen. Eksempelvis har engelske forsøg vist en gavnlig effekt af at tildele kvælstof omkring blomstringstid. Tilsvarende har svenske forsøg vist god effekt af kvælstof tildelt som Kalksalpeter i sent knopstadium eller begyndende blomstring. Dermed er det muligt at justere kvælstofmængden op relativt sent, hvis man vurderer behov herfor. Dette kan blive aktuelt i år, hvis de kommende ugers vejr giver grund til at tro på et højt udbytteniveau. Foreløbig står de fleste marker jo ganske fint, så det kunne tyde på et godt udbyttepotentiale i år. Det kan man først evaluere endeligt på omkring blomstring. 

 

Mikronæring

Fra Yara anbefaler vi, at man imødegår mangel på bor og øvrige mikronæringsstoffer i raps med YaraVita BRASSITREL PRO, der udbringes med 2-3 L/ha nu (hvis det ikke er sket) og evt. igen i løbet af strækningsfasen. Man kan også overveje at tilføre bor via sin NPK-gødning. Her udmærker YaraMila Raps sig med et borindhold, der er tilpasset rapsens store behov. Vi skrev mere uddybende om strategier med YaraVita BRASSITREL PRO for nylig. Det kan du genlæse her: 

Mikronnæring til raps - YaraVita BRASSITREL PRO