Kvælstof er det vigtigste næringsstof for at opnå et højt udbytte. Tilfredsstillende mængder vil resultere i større blade og derfor flere skud, samt gøre udviklingen af bladene hurtigere. Modsat, vil kvælstofmangel reducere skuddannelsen og dermed det endelige antal skud.
Den anvendte mængde kvælstof afhænger af tilgængeligt kvælstof i jorden. I jorde med meget humus (højt organiskindhold), kan havre optage det nødvendige kvælstof gennem jorden, mens ved oftere dyrkede arealer og mineralske jorde vil mængden af anvendt kvælstof normalt ligge på mellem 40 kg/ha og 150 kg/ha. Typisk vil resultatet af anvendt kvælstof være en fordobling eller tredobling af det samlede udbytte.
Det ekstra udbytte kommer som et resultatet af forbedret størrel
se og længde på bladmassens fotosynteseperiode, samt forbedret buskning, som fører til det rette antal skud på hver plante. For hvert blad der udvikles vil ekstra rødder også udvikle sig, og den rette mængde kvælstof vil på denne måde skabe forgreninger af rødderne, som hjælper med at stille behovet for både vand og næringsstoffer. Skudenes overlevelse kan blive påvirket af sammenhængen mellem kvælstofmængder og selve timingen i anvendelsen.
Hvor der dyrkes havre, er tiden for dannelse af blade og skudproduktion begrænset og der skal derfor benyttes høje mængder kvælstof for at opnå den nødvendige vækst og skud antal.
Timingen i anvendelsen af kvælstof har en indflydelse på udbyttet for havre og tidlig anvendelse af kvælstof er fundamental hvis høje udbytter skal opnås.
Fosfor er anset som det andet vigtigste næringsstof efter kvælstof når der fokuseres på indflydelse på plantevækst og udvikling.
Den klart vigtigste proces som fosfor er involveret i, er i lagringen og transporten af energi i form af det kemiske stof ATP – Adenosin Triphosphat.
Den oplagrede kemiskeenergi bruges som brændstof i mange af plantens fysiologiske processer.
Svovl er et andet kritisk næringsstof, som er nødvendigt for at sikre plantens vækst og udviklingen af nye skud. Byggeklodserne for plantevækst er de svovlbaserede aminosyrer hvorfra mange af plantens proteiner udvikler sig. Landbaserede svovludledninger fra industrien er faldet med mellem 90% og 70% alt afhængigt af regionen. Tilgængeligheden af svovl er derfor blevet mere afhængig af tilførsel gennem gødskning.
Svovl er langsomt til at translokere sig i planten og dette går først og fremmest ud over plantens vækst. For at komme uden om dette problem er det nødvendigt med en vedvarende tilførsel af svovl i perioden med højt behov. Bladgødskning med svovl kan også bruges for at afhjælpe forbigående svovlmangel. Plantenes kvælstofudnyttelse er lav de steder hvor tilgængeligheden af svovl ikke er tilfredsstillende, hvilket kan give store udbyttetab.
Det svovl der kan optages af planter skal være i form af sulfat. Andre former for svovl, som f.eks. elementærsvovl, har behov for oxidering med sulfat i jorden, hvilket kan tage nogle uger alt afhængigt af jordtype, fugtighed og temperaturer.
Mangan og zink er de to vigtigste mikronæringsstoffer, som vil påvirke udbyttet, hvor især forøgelsen af antallet af aks og kornstørrelse resulterer i et højere udbytte ved høsten.
Mangan spiller en vigtig rolle i fotosyntesen, proteinsyntesen, rodvæksten og i modstandskraft mod tørke. Mangan påvirker også produktionen af lignin og dårlig ligninudvikling kan ses ved svage/slappe blade og dårlig rodvækst. Havre er den kornsort, der er mest modtagelig for manganmangel.
Mangan og zink forbindes også med forbedring af optagelsen af andre mikro- og makronæringsstoffer.