Artikler
oktober 05, 2023

Ammoniumkvælstof - et nødvendigt ”værktøj” til styring af plantevækst

Af: Niels Holmenlund

Anvendelse af ammoniumkvælstof har gennem mange år været udsat for diskussion i gartneribranchen. Diskussionerne har ofte omhandlet, hvordan det påvirker pH, om dette skader rødder, om det giver for dårlig plantevækst og senest om det er etisk korrekt at håndtere og opbevare ammonium.


Ammoniumkvælstof - styring af plantevækst

pH-regulering i rodzonen

Ved at regulere procentdelen af ammoniumkvælstof af den samlede kvælstofmængde kan pH justeres op eller ned i rodzonen. Øges ammoniumprocenten falder pH over tid i rodzonen, mens det modsatte er tilfældet, hvis ammoniumprocenten mindskes (se også nyhedsbrev ”Har du fokus nok på pH”).
Hvor stor en procentdel ammoniumnitrat der skal anvendes for at opnå rette pH vil afhænge af råvandets indhold af bikarbonat, dyrkningssubstrat, planternes vækstkraft, klima, årstiden m.v. Ved dyrkning i tørv kræves ofte en højere ammoniumprocent, end der gør ved dyrkning i inaktive medier.
Jo højere indhold af bikarbonat desto mere ammonium er påkrævet. Vokser planterne kraftigt kræves alt andet lige mere ammonium for at holde pH nede på rette niveau ca. 5,5. Forår og sommer gødningsplaner skal derfor ofte indeholde mere ammonium end gødningsplaner for efterår og vinter.

Ammoniumprocenter vil typisk ligge på mellem 3-15 %. Lavest for inaktive medier, regnvand, og vinterperioden og højst for tørv, vand med højt bikarbonat og sommerperioden. Anvendes råvand med ingen eller meget lavt indhold af bikarbonat, skal man være yderst opmærksom på, at blot få procentammonium kan resultere i alt for lavt pH og hermed forårsage alvorlige skader på rødderne.

Husk at ammonium ikke påvirker pH i det udvandede gødningsvand, det er først når planterne optager ammonium, at pH falder!  

Figur 2. Når planten optager ammonium udskilles syreioner (H+) og pH falder.
Når planten optager nitrat udskilles baseioner (HCO-/OH-) og pH stiger.

Ammoniumgødninger

Til gødevanding findes følgende ammoniumholdige gødninger:

Ammoniumnitrat er den mest anvendte ammoniumgødning. Yara sælger to typer - en fast gødning YaraTera Amnitra og en flydende YaraTera Substrafeed Amnitra. Den faste indeholder 17,5 % ammonium (totalt kvælstof 35 %) og den flydende 9,1 % ammonium (totalt kvælstof 18,2 %). Lovkrav til ammoniumnitrat skærpes løbende og i flere lande f.eks. Norge, er det ikke længere tilladt at anvende ammoniumnitrat i fast form. Ved beregning af gødningsplaner, skal man være opmærksom på, at den flydende ammoniumnitrat har en rumvægt på 1,24 kg/liter.

Ammoniumsulfat også kaldet svovlsur ammoniak anvendes også som ammoniumgødning. Denne gødning er dog knap så populær som ammoniumnitrat, idet gødningen indeholder svovl. Indholdet af ammoniumkvælstof ligger højt på 21 % (indeholder ingen nitratkvælstof) og svovlindholdet er 21 %.
Ammoniumsulfat må som magnesiumsulfat aldrig blandes med YaraTera Calcinit (kalksalpeter).

YaraTera Calcinit indeholder 1, 1 % ammoniumkvælstof - YaraTera Calcinit

YaraTera Kristalon produkter er Yaras vandopløselige NPK-produkter. YaraTera Kristalon indeholder varierende ammoniumprocenter fra 0 til 37 %.
Der er således et Kristalon-produkt til et hvert formål og kultur - se link i bunden til de forskellige produkter.

Kan ammonium være skadeligt

Svaret på dette er ja, men man skal ikke være bange for at anvende ammonium for pH-regulering.
Ved pH-regulering skal man blot være opmærksom på, at selv små justeringer kan have stor indflydelse på pH. Ved justering af ammoniummængden i forbindelse med gødevanding anbefales det altid at justere med små mængder ad gangen, både når det gælder op og ned i mængde.

Når det gælder småplanteproduktion, perioder med ringe tilvækst (f.eks. vinter), eller hvor der ellers er fare for, at der er for lidt ilt i rodzonen, skal man undgå ammonium. Normalt optages ammonium meget hurtigt af planterne og gerne før nitrat, men under forhold, hvor ammonium ikke optages hurtigt nok fra rodzonen, omdannes ammonium til nitrit (NO2-). Nitrit er plantegift og vil skade rødder og planter.

Ammonium bør ligeledes undgås, hvis planter bliver for vegetative (løs og svag vækst). For løs og svag vækst resulterer let i angreb af svampesygdomme og calciummangel.
Omvendt kan man forsigtigt anvende ammonium som et værk til at løsne op for vækst, hvor planter er blevet for generativt eller væksten gået i stå. Ammoniumnitrat indeholder totalt 35 % kvælstof og dette, i kombination med at ammonium (NH4+), optages meget hurtigt i planten og vil buste planternes optagelse af kvælstof.

Overdreven brug af ammonium kan resultere i indirekte calciummangel. Dette skyldes, at ammoniumionen NH4+ er en positiv næringsion og dermed virker antagonistisk på optagelsen af de andre positive næringsioner som Ca++, Mg++ og K+. I tomater kan for megen ammonium f.eks. være medårsag til griffelråd.

Anvendelse og opbevaring af ammoniumholdige gødninger

Man skal være meget opmærksom på, at ammoniumnitrat i fast form er underlagt strenge regler vedrørende brugen og opbevaring af eksplosive stoffer, og at produktet i de forkerte hænder kan anvendes til uhensigtsmæssige formål. Flere lande har forbudt salg og anvendelse af ammoniumnitrat i fast form. Yara anbefaler derfor, at alle, der anvender ammoniumnitrat, fremover anvender flydende ammoniumnitrat.

Niels Holmenlund

Yara