Artikler
April 07, 2025

Produktion under kunstlys - HPS-LED nye strategier

Af: Niels Holmenlund

Som beskrevet i det forrige nyhedsbrev skifter flere og flere gartnerier fra traditionelle HPS, ”højtryksnatriumslamper” til LED, ”diodelys”. Når det gælder optimering af energi og klimaaftryk giver det rigtig god mening, men når det handler om selve plantedyrkningen giver det nye udfordringer, idet man ikke får denne samme strålingsvarme og planteaktivitet, som man fik fra de tidligere HPS-lamper. Det går fint at dyrke under LED-lamper, men dyrkningsstrategier må lægges om.


Varme

HPS-lamper (se figur 1) udsender 75 % af energien fra lampen som strålingsvarme. Dette betyder, at lamperne gennem store dele af sæsonen leverer en stor del af den varme, der går til væksthuset. Strålingsvarmen er samtidig med til at til at opretholde en høj plantetemperatur og ikke mindst høj bladtemperatur. Ved dyrkning under HPS-lamper er udfordringen til tider at holde temperaturen nede. Dels den absolutte temperatur, men også gennemsnitstemperaturen set over døgnet kan blive en udfordring at holde tilpas lav. Hvis gardiner anvendes, kan problemet med høj temperatur forværres.

figur 1
Figur 1: HPS-Lampe

 

Ved skiftet til LED-lamper (se figur 2) konverteres stort set al energien til fotosyntese aktivt lys. Altså meget lidt varme fra armaturer og frem for alt ingen strålingsvarme. Dette faktum betyder, at mange faktorer ændres i væksthuset.

figur 2

Figur 2: Eksempler på LED lamper

 

Væksthuset skal nu udelukkende opvarmes med traditionel rørvarme, men den helt store forskel fra HPS til LED ligger i at planter og blade ikke længere opvarmes af strålingsvarme fra lamperne! Dette betyder først og fremmest lave bladtemperaturer. For at kompensere for dette skal man huske at lægge en klimastrategi, hvor absolut temperatur og døgngennemsnitstemperaturer er højere end tidligere. Jo flere mmol der er installeret, desto højere temperatur skal man holde for at udnytte lyset optimalt. Fast høj fremløbstemperatur på bordvarme, gro-rør og bundrør bliver mere aktuel ved dyrkning under LED-belysning
Husker man at holde en højere temperatur i kulturen, kan skiftet til LED-belysning være en stor fordel, idet ventilation og gardiner kan holdes lukkede langt længere. Hermed kan man gennem belysningsperioden holde et højere CO2-niveau omkring kulturen. Dette dog under forudsætning af, at der ikke skal luftes grundet høj luftfugtighed.

 

Fugtighed

Mindre strålingsaktivitet fra LED-lamper giver alt andet lige en højere fugtighed i kulturen. Dette giver anledning til luftefyring med tab af varme og CO2. Dette er ikke optimalt og en del af energigevinsten ved skift til LED går tabt.
Vil man undgå at luftefyre er eneste mulighed at installere affugtere. Se figur 3. I dag findes der flere producenter af udemærkede affugtere. Det kan absolut anbefales at investere i en løsning med affugtere. Med affugtere kan man:

  • Holde konstant optimal fugtighed.
  • Opretholde en høj planteaktivitet.
  • Undgå at luftefyre.
  • Holde konstant høj CO2-niveau.
  • Markant øget produktion og udbytte.

 

figur 3

Figur 3: Eksempel på affugtere installeret i tomat- og agurkkultur

 

Gardiner

Energigardiner er vigtige for at spare mest mulig energi og ved skiftet til LED-lamper, bliver energigardiner endnu mere aktuelle (mindre varme fra lamper). For at kunne holde gardiner lukkede længst muligt, er det som nævnt tidligere, nødvendigt med affugtere. 

fi4
Figur 4: Gardiner lukkede over LED-lamper

 

Ved skift til LED-lamper, skal man for sikre en høj bladtemperatur holde gardiner lukkede længere end ved dyrkning med HPS-lamper. For at undgå kulderas skal energigardiner åbnes langt langsommere end ved HPS. Idet LED lamper ikke sikrer en ”varmebro” over planterne.
”Blackout” gardiner (sorte gardiner) kan blive nødvendig, hvis naboer m.fl. ikke kan vænne sig til det lidt sære lys, der kommer fra LED-lamper. Er ”Blackout” et krav er affugtere en nødvendighed!

 

Vanding

Ved skift til LED-lamper mindskes strålingsvarme, aktivitet og bladtemperatur. Dette betyder, at der går væsentligt mindre vand til køling af planterne. Erfaring viser med alt tydelighed, at der skal vandes væsentligt mindre end ved dyrkning under HPS-lamper. Meget tyder på, at vanding skal reduceres med minimum 20 %. Samtidig bør man sigte efter lavere drænprocent ved dyrkning under LED-lys.
LED-lamper giver - modsat HPS - flere vegetative impulser til planterne. Husk at mindre vand og let udtørring kan være med til at mindske disse vegetative impulser.

 

Gødning

Om vi skal ændre i gødningsplaner ved skift til LED belysning, har forskningen endnu ikke vist, men et er sikkert - ved mindre vandoptagelse under LED belysning skal planterne tilbydes mere gødning per liter vandingsvand. Kort og godt vi skal hæve det udgående ledningstal for at sikre, at planterne får nok næring. Et godt bud vil være, at ledningstal skal hæves ca. 10 %.
Vil man sikre mere generativ styring skal niveau af nitrogen evt. reduceres. Fokus bør specielt være på kalium-nitrogen balancen (K/N-forholdet). For at reducere nitrogen kan en del af kaliumnitrat (YaraTera Krista K) erstattes med kaliumsulfat (YaraTera Krista SOP) eller kaliumklorid (YaraTera Krista MOP)

 

Photooxidation

Ved installation af LED-lamper kan man installere store mængder fotosyntese aktivt lys. Dette er absolut en fordel når vores planter er i fuld produktion, men når det gælder småplanter og ung kultur, skal vi passe meget på ikke at overdosere med lys.
Øget lysmængde fra vores LED-lamper betyder øget fotosyntese og dermed dannelse af mere sukker.
Har bladene, hvor fotosyntesen finder sted, ikke mulighed for at sende sukkeret til skud, frugt, bær, rødder m.v. ophobes sukkeret i bladene og bladene brænder populært sagt sammen. Dette betegnes ”photooxidation” og er selvklart skadeligt for planter.
Har man installeret store lysmængder er udfordringen at begrænse lysmængden til den unge kultur.
Dette kan man gøre enten ved begrænse antal timer lyset er tændt eller bedre ved at købe lamper, der kan reguleres op og ned i lysstyrke.

Se også vores tidligere nyhedsbrev om CO2.

Kontakt gerne Yara for yderligere råd og vejledning.

Niels

Niels Holmenlund
Niels Holmenlund
Fertigation Specialist, Danmark & Norge