Artikler
September 22, 2026

Hvilken NPK-gødning skal vælges til placering i vårbyg?

Af: Jesper Ulnitz

Sådan får du fuld effekt af placeret NPK-gødning ved såning af vårbyg uden at gå på kompromis med såmaskinens kapacitet.


Placering af NPK-gødning til vårkorn, herunder vårbyg, giver typisk en bedre udnyttelse af næringsstofferne og en højere effekt af gødningen. Det er vist i mange forsøg med forskellige så- og gødningsstrategier. Den største effekt opnås som regel, når hele gødningsmængden placeres ved såning. Ulempen er, at det kan reducere såmaskinens kapacitet.

I praksis vælger mange derfor at placere en mindre gødningsmængde ved såning og tilføre resten bredspredt — enten nedharvet i såbedet eller efter fremspiring. For mange såmaskiner er 300 kg gødning pr. ha en praktisk og acceptabel mængde, der både sikrer placeringseffekt og en rimelig kapacitet.

Denne strategi indebærer dog et kompromis: Placeringseffekten reduceres især for kvælstof og fosfor, men også for kalium. Derfor er to spørgsmål centrale:

·        Hvor lille kan den placerede kvælstofmængde være, før placeringseffekten reelt forsvinder?

·        Er det nødvendigt at placere hele fosformængden, eller kan fosfor også deles mellem placering og bredspredning?

En placeringseffekt af kvælstof giver bedre kvælstofudnyttelse, fordi planten hurtigere får adgang til næringsstoffet. For fosfor betyder placering, at planten lettere og tidligere kan optage fosfor. Det kan øge buskningen, give flere sideskud og mindske risikoen for, at fosfor fastlåses i jorden, før planterne når at optage det.

I denne artikel belyses spørgsmålene med udgangspunkt i forsøg med placering af NPK-gødning til vårbyg.

 

Gødningsplacering er afgørende for udbyttet

I 2017 og 2019 gennemførte Yara seks forsøg i vårbyg med forskellige NPK-gødninger. Ved forskellige kvælstofmængder blev der tilført samme mængde fosfor og kalium: henholdsvis 22 kg P og 55 kg K pr. ha. Gødningen blev enten bredspredt før såning, placeret ved såning eller placeret ved såning med den resterende mængde bredspredt efter fremspiring i stadie 31. Forsøgene blev udført på Sjælland, Falster og Lolland. Udbytterne lå i gennemsnit på 79 hkg/ha og varierede fra 70 til 85 hkg/ha.

I figur 1 er placering af hele NPK-mængden, svarende til 140 kg N/ha, sat som reference. Figuren viser de procentvise merudbytter og negative merudbytter ved forskellige strategier, hvor en del af kvælstoffet ikke placeres. Bredspredning af hele kvælstof-/NPK-mængden før såning koster cirka 3 % i udbytte. Hvis der derimod placeres 35 kg N/ha, og resten bredspredes før såning, falder udbyttet med cirka 1,5 %. Når 85–100 kg N/ha placeres ved såning, og resten tilføres i stadie 31, ses der omvendt et merudbytte på cirka 0,5–1 %.

Foreløbig konklusion: Ved såning af vårbyg bør der som minimum placeres cirka 55 kg N/ha, hvis den resterende kvælstofmængde bredspredes og nedharves i såbedet før såning. Hvis resten først bredspredes efter fremspiring, bør der placeres 85–100 kg N/ha ved såning.

Figur 1

Figur 1: Forsøg med forskellige kvælstofstrategier i NPK-gødninger til vårbyg tildelt før såning, placeret ved såning, i stadie 31 efter fremspiring. Seks forsøg 2017 og 2019. (Yara Danmark 2019)

 

Hvor meget fosfor skal placeres til vårbyg?

Der findes adskillige forsøg i vårbyg med stigende tilførsel af fosfor og kalium via forskellige NPK-gødninger. I 2019 gennemførte SEGES en forsøgsserie, som viste, at den største effekt opnås vist i figur 2. Effekten var tydeligst og signifikant på arealer med mineraljord og med lavt fosfortal, jf. figur 3.

Ved moderate fosformængder bør man især ved høje udbytter være opmærksom på jordens fosforbalance over tid. Eksempelvis bortfører 6 ton vårbyg pr. ha cirka 22 kg fosfor og 40–60 kg kalium.

Figur 2

Figur2: Landsforsøg med stigende input af fosfor placeret i NPK-gødning ved såning af vårbyg – 120 kgN/ha. Udbytteeffekten aftager efter tilførsel af ca. 15 kg/ha P, men er dog stigende helt op til 31 kg/ha P. Gennemsnit af 4 forsøg på JB 6-7 og Pt: 1,1-3,2 og Kt: 5,8-13,8 (Seges 2019)

Figur 3

Figur 3: Et Landsforsøg med stigende input af fosfor placeret i NPK-gødning ved såning af vårbyg – 120 kgN/ha. Fosfortallet (Pt) i forsøget var på 1,1. Der ses en meget klar og lineær respons for tilførsel af fosfor (Seges 2019).

 

Test af forskellige NPK-gødninger med 300 kg placeret ved såning

I det tidligere forsøgsarbejde har man fokuseret på at finde den optimale mængde af kvælstof og fosfor til placering uden hensyntagen til såmaskines kapacitet. Derfor kunne gødningsmængden blive så stor, at det i praksis ville reducere kapaciteten væsentligt. I de nye forsøg har vi testet et koncept med fast mængde på 300 kg/ha.

Forsøgsplanen var tilrettelagt, så der både indgik lave placerede kvælstofmængder og forskellige fosformængder ved placering af forskellige NPK-gødninger.

Resultatet i figur 4 understøtter betydningen af at placere en tilstrækkelig stor kvælstofmængde ved såning. De laveste udbytter blev opnået med NPK 13-5-13 og NPK 15-7-12, som begge tilfører mindre end 50 kg N/ha ved 300 kg gødning pr. ha. Det højeste udbytte blev opnået med YaraMila 26-3-5, som tilfører 77 kg N/ha ved samme gødningsmængde.

Strategierne med høj placeret kvælstofmængde tilfører til gengæld mindre fosfor ved selve placeringen. Denne fosfor er i stedet tilført bredspredt i såbedet før såning, så alle løsninger samlet tilfører 14–21 kg P/ha (se tabel 1). På samme måde er løsningerne afstemt, så der i alt tilføres 122 kg N/ha via kombinationen af placeret NPK-gødning og bredspredt N- eller NPK-gødning før såning. Forsøget kan derfor ikke bekræfte, at hele vårbyggens fosforbehov skal dækkes ved placering. Det er heller ikke muligt at afgøre, om forskellen mellem NPK 13-5-13 og NPK 15-7-12 skyldes forskel i placeret kvælstof eller forskel i placeret fosfor.

 

Figur 4

Figur 4: Forsøg i vårbyg med placering af 300 kg gødning pr ha med forskellige NPK-gødninger, der tilfører forskellige kvælstof- og fosformængder. JB 6, Pt;5,1, Kt; 15. Forsøgsresultatet er ikke statistisk signifikant, men viser en tendens. (Yara Danmark 2026)

De testede gødningsløsninger fremgår af tabel 1. De tre første løsninger er strategier med kraftige NPK-gødninger til placering kombineret med bredspredning af kvælstofgødning før såning. De sidste to løsninger anvender samme NPK-gødning både bredspredt før såning og placeret ved såning med 300 kg/ha.

 

Tabel 1: Forskellige gødningsløsninger til vårbyg testet i forsøget.

tabel 1

 

Konklusion

Forsøget fra 2026 bekræfter, at den placerede kvælstofmængde ikke bør være under 50–60 kg N/ha. Når man anvender en fast gødningsmængde på 300 kg/ha til placering ved såning af vårbyg, skal dette først og fremmest tilgodeses. Herefter bør valget af NPK-gødning tage udgangspunkt i, hvor meget fosfor man ønsker at placere ved såning. Hvis målet er at dække hele fosfortilførslen på omkring 15 kg P/ha ved placering, kan 300 kg YaraMila STARTER være en relevant løsning. Hvis man vurderer, at en mindre placeret fosformængde kombineret med bredspredning i såbedet er tilstrækkelig, kan YaraMila 21-3-10 med Mg, S og B eller YaraMila 26-3-5 være gode alternativer.