Såningen af majs afventer stadig, at vejret bliver stabilt, og jorden varmer mere op. Det giver mulighed for at tænke gødningsstrategien igennem. I dette nyhedsbrev går vi i dybden med startgødning til majs og kommer med resultater fra landsforsøg og uddybende forklaringer på fordelene ved YaraMila MAJS NP 19-8. Derudover deler vi gødningsforslag til den økologiske løsning med YaraSuna.
Formålet med placering af startgødning til majs er at sikre en hurtig og ensartet fremspiring under alle klimaforhold, samt at sikre tilførsel af de næringsstoffer, der ikke tilføres i tilstrækkelige mængder med husdyrgødningen eller på anden måde er utilgængelige, når majs har behov for næringsstoffer. Mange forsøg med startgødning har vist merudbytter ved at placere næringsstoffer til majs ved såning, og generelt anbefales det at placere ca. 30 kg kvælstof samt 10-15 kg fosfor pr. ha ved såning, hvis det er muligt i henhold til fosforloftet. Det er afgørende for effekten, at næringsstofferne findes på den rette form, så tilgængeligheden er optimal i forhold til majsens vækst. Det har vi taget hensyn til i formuleringen af de enkelte næringsstoffer i YaraMila MAJS NP 19-8. Nedenfor gennemgås næringsstofferne et for et og udmøntes i 4 gødningsforslag til majs.
YaraMila MAJS NP 19-8 er sammensat med 30-35% kvælstof på nitratform og 60-65% kvælstof på ammoniumform. Kvælstof på nitratform sikrer en hurtig fremspiring og tidlig vækst i majsen, mens kvælstof på ammoniumform forsurer jorden, når det optages eller omdannes til nitrat, og hermed gør fosfor og mangan mere tilgængeligt. Ved at kombinere de to typer kvælstof sikres majsen optimale betingelser lige fra vækststart. I figur 1 er vist hvordan kombinationen af nitrat- og ammoniumkvælstof både giver starteffekt og virkning over længere tid.
Figur 1: Kombination af nitrat og ammonium sikrer optimal kvælstofforsyning til planterne over tid.
På JB 1-3 skal man være opmærksom på risikoen for udvaskning af kvælstof i våde forår. Dette kan imødekommes ved at gemme noget kvælstof til majsen har 6-10 blade og tildele det i forbindelse med radrensning. Denne strategi er illustreret i forslag B og D nedenfor.
Den nuværende fosforregulering, hvor der kun må tilføres omkring 30 kg P pr. ha i husdyr- og handelsgødning, vanskeliggør muligheden for at placere den optimale fosformængde ved såning af majs. På nogle landbrug vil det kun være muligt at tilføre majsen 4-8 kg fosfor pr. ha i handelsgødning, mens andre kan komme op på de anbefalede 10-15 kg. Ved at justere på mængden af YaraMila MAJS NP 19-8 kan de fleste fosforniveauer rammes, uden at der gåes på kompromis med øvrige næringsstoffer. Ved meget lave fosforniveauer kan man eventuel overveje YaraHybrid 20-4-8 som startgødning.
Majs har brug for fosfor lige fra fremspiring, men det store behov ligger faktisk først et stykke inde i vækstsæsonen. Dette er illustreret i figur 2, hvor fosforoptaget i majs over tid er vist. Her ses at det især er fra 40 til 80 dage efter fremspiring, at majsen forbruger fosfor.
Derfor gælder det om at vælge en startgødning, der både stiller fosfor til rådighed fra start, men også over tid. Dette opnås med Yaras P-extendTM koncept, der er integreret i alle YaraMila gødninger. Med P-extendTM tilføres ca. 70% af fosforet på vandopløselig form, mens resten er citratopløseligt. Vandopløseligt fosfor er umiddelbart plantetilgængeligt, mens hvis planten ikke forbruger det, vil det efterhånden blive bundet i jordpuljen. Citratopløseligt fosfor bliver plantetilgængeligt i takt med plantens vækst og bindes ikke i jordpuljen. Konceptet P-extend er illustreret i figur 3.
Figur 2: Fosforoptag over tid i majs. Forbruget er højest mellem 40 og 80 dage fra fremspiring.
Figur 3: Med P-extend sikrer man, at der er plantetilgængeligt fosfor over længere tid, da P-extend frigives over tid, mens vandopløseligt (ortho-P) taber tilgængelighed over tid.
Majsens behov for kalium dækkes normalt via husdyrgødning, men ved meget store udbytter og et lavt indhold af kalium i gylle, kan det være nødvendigt at tilføre ekstra kalium. Dette kan også være tilfældet ved lave kaliumtal. Ønsker man at placere kalium ved såning, skal man passe på med at bruge kaliumkloridholdige gødninger, da det kan hæmme fremspiringen. Man kan i sådanne tilfælde overveje at bruge den klorfri YaraHybrid 20-4-8 som startgødning.
Majs har et behov for 7-15 kg. svovl pr. ha. Kvæggylle indeholder i gennemsnit 0,47 kg svovl pr. ton gylle, så med 40 ton gylle pr. ha tilføres 19 kg svovl pr. ha, som overvejende er organisk bundet. På arealer, som jævnligt tilføres husdyrgødning, er svovlmangel som regel ikke et problem. Da optagelsen af svovl først begynder i juni, kan mineraliseringen af svovl i jorden som regel følge med til at forsyne majs med svovl, når blot der placeres ca. 5 kg S/ha ved såning. På arealer, som ikke er tilført større mængder husdyrgødning i tidligere år, bør der tilføres 10-15 kg svovl pr. ha. YaraMila MAJS NP 19-8 tilfører 6 kg svovl pr. 100 kg gødning.
Magnesium indgår i planters klorofyl, som er essentiel for fotosyntesen. Magnesium er desuden nødvendigt for optagelse af fosfor ind i planten. Med kvæggylle tilføres der omkring 20 kg magnesium pr. ha, mens et udbytte på 14 ton tørstof bortfører cirka 17 kg magnesium pr. ha. Magnesiummangel er normalt ikke et problem, hvor majs tilføres husdyrgødning, og hvor kalkning foretages med magnesiumkalk eller dolomitkalk. Stor tilførsel af kalium kan konkurrere med optagelse af magnesium, hvorfor det er vigtigt, at tilførslen af disse to næringsstoffer er korrekt balanceret.
Bor spiller en vigtig rolle ved blomstring og dermed kolbeudviklingen. Desuden er bor helt centralt for opbygning af cellevægge og dermed plantens vækst. Kun 5% af borindholdet i jorden er plantetilgængeligt, og på lettere jorde kan bor udvaskes. Der forebygges bedst mod bormangel ved at placere borholdig startgødning som YaraMila MAJS NP 19-8, der indeholder 0,15% bor. Landsforsøgene har gentagne gange bevist, at bor tilført via YaraMila MAJS NP 19-8 giver en markant forøgelse af borindholdet i planten, målt ved bladanalyser i juni. Et eksempel herpå er vist i figuren nedenfor, hvor borindholdet er analyseret i 24 landsforsøg med forskellige startgødninger. Kun den borholdige YaraMila MAJS NP19-8 er i stand til at løfte niveauet op over den kritiske værdi på 8.
Det er tankevækkende, at der i gennemsnit af 24 forsøg var bormangel. Bormangel er altså ganske udbredt forekommende, og det bekræfter de nyere landsforsøg med startgødninger også. I 2025 var der således bormangel i 14 ud af 19 forsøg. Bormangel skal derfor tages alvorligt og forebygges ved at vælge borholdig startgødning.
Figur 4: Borindholdet i majsplanten øges markant ved brug af den borholdige YaraMila MAJS NP 19-8.
Zinkmangel forekommer især på sandjord i et koldt forår, og majs er den afgrøde i Danmark, der er mest følsom for zinkmangel. Zink stimulerer tidlig rodvækst og øger optagelsen af fosfor, og 15% af planteanalyser udført på danske majsafgrøder viser et lavt indhold af zink. YaraMila MAJS indeholder 0,1% zink.
I tabellen nedenfor er der angivet 4 forskellige gødningsforslag til majs, afhængig af jordtype og muligheden for fosfortildeling. Forslagene er udarbejdet med henblik på bedst mulig inddækning af næringsstofbehovene og kan bruges som inspiration i gødningsplanlægningen for majs. Det fremgår af tabellen, at nogle af forslagene overstiger 170 kg total N/ha. Det sker ud fra en forventning om, at nogle kvægbedrifter har harmonialer, der tilføres mindre end 170 kg total N/ha, så kravet kan overholdes som gennemsnit for bedriften. Samme betragtning gælder omkring fosforloft.
YaraMila MAJS NP 19-8 tilbyder den komplette løsning som startgødning til majs ved alle fosforniveauer.
I Landsforsøgene 2016-2018 blev YaraMila MAJS NP 19-8 afprøvet ved både 7,5 og 15 kg P/ha, og lå udbyttemæssigt i top ved begge niveauer. Resultaterne ses i figur 5.
Figur 5: Udbytter ved forskellige fosforniveauer og forskellige gødninger. YaraMila MAJS NP 19-8 ligger i top ved både 7,5 og 15 kg P/ha. Kvælstoftildelingen udlignet ved at supplere med placeret NS 27-4. Gennemsnit af 24 landsforsøg 2016-2018.
De sidste 5 år har Yara markedsført YaraSuna gødninger til økologien baseret på kyllingemøg og kød og benmel.
YaraSunas gode pellet-kvalitet gør den meget velegnet som startgødning i majs. Placeringen af næringsstofferne betyder at majs kommer hurtigt fra start og der opnås en meget høj kvælstofudnyttelse. Forsøg ved Innovationscenter for økologisk Landbrug i 2022 har vist god udbytteeffekt, hvor startgødning i majs erstattede en stor del nedfældet gylle.
Startgødningen suppleres med nedfældet gylle forud for såning.
Tabel 1: Gødningsforslag med YaraSuna 9-3-1.