Artikler
december 07, 2022

Vandopløselige NPK-gødninger

Af: Niels Holmenlund

NPK-gødninger er kendt fra landbruget, hvor de spredes som granulat på markerne. Mængde og kvalitet er afstemt efter jordbundsforhold og kultur, og dosering er angivet som kg pr. hektar. NKP-gødninger kan med stor fordel også anvendes til gødevanding i væksthus, tunneller og friland, men til forskel fra de gødninger som anvendes på friland, skal disse NPK-gødninger være 100 % vandopløselige og frie for enhver form for partikler, der kan sætte dysser, vandingssystemer og ikke mindst dryp.


Vandopløselige NPK-gødninger

Indhold i vandopløselige NPK-gødninger

Vandopløselige NPK-gødninger indeholder selvsagt kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K), men til forskel fra NPK-gødninger til landbrug indeholder de ofte også magnesium (Mg), svovl (S) og alle 6 livsvigtige mikronæringsstoffer; jern, mangan, zink, kobber, bor og molybdæn. (se også tidligere nyhedsbrev ”Mikronæring”)

Det eneste næringsstof, som ikke er indeholdt i vandopløselige NPK-gødninger, er calcium (Ca). Calcium må tilsættes som YaraTera CALCINIT (calciumnitrat/kalksalpeter) eller calciumklorid. For at undgå udfældning af gips må calciumholdige gødninger aldrig blandes i samme stamopløsning som NPK-gødningerne, der indeholder sulfat. Husk at calcium og sulfat udfælder som tungt opløseligt calciumsulfat (gips). Der skal altid anvendes to stamopløsningskar, når der gødes med både NPK-blandinger og calciumnitrat. Se figur 1.

imagem0ntb.png

Figur 1. Husk altid et stamopløsningskar til calciumnitrat og et kar til NPK-blandinger.

 

Hvorfor vælge vandopløselige NPK-gødninger

NPK-gødninger er først og fremmest enkle at arbejde med, idet alle de nødvendige plantenæringsstoffer, pånær calcium, findes i en og samme sæk. En sæk kan fint deles, idet alle 11 plantenæringsstoffer er fint samblandet i hele sækkens indhold.
NPK-gødninger er sikre at arbejde med. Alt er forhåndsblandet i en sæk, og det er enkelt via gødningsplan at instruere ansatte i hvor mange kg, der skal blandes i et stamopløsningskar. Risici for fejlblanding er minimeret med NPK-blandinger.
I vandopløselige NPK-blandinger anvendes de bedste og reneste gødninger. Man er hermed sikret mod diverse urenheder, der kunne tætte dysser og dryp.

Gødningssammensætningen

Der findes vandopløselige NKP-gødninger til enhver kultur og vækstfase. Yara har et stort sortiment med fællesnavnet YaraTera KRISTALON. Hvilken type der skal vælges afhænger naturligvis af kultur og vækstfase, men i høj grad også af hvilket råvand og dyrkningsmedie, der benyttes.
Niveauet af de enkelte næringsstoffer er afstemt til kultur og vækstfase, men kvælstof (N) kan som bekendt tilføres som både nitrat (NO3-) eller ammonium (NH4+). Netop dette forhold er altafgørende for styring af pH i rodzonen (læs også tidligere nyhedsbreve ”har du fokus nok på pH” og ”Ammonium som styringsværktøj”)

imagejgj.png

Figur 2. Når planten optager ammonium udskilles syreioner (H+), og pH falder.
Når planten optager nitrat udskilles baseioner (HCO-/OH-), og pH stiger

 

Benyttes regnvand eller blødt vand med ringe indhold af bikarbonat, bør man vælge en NPK-blanding med lille eller ingen indhold af ammoniumnitrogen (0-10 % ammoniumnitrogen). Benytter man derimod boringsvand med højt indhold af bikarbonat, bør man vælge en NPK-blanding med højt indhold af ammoniumnitrogen gerne op til 30 % ammoniumnitrogen.
Det samme gør sig gældende med hensyn til dyrkningsmedie. Dyrker man i tørv med megen kalk (stor buffer af bikarbonat), skal man vælge en NPK-blanding med højt ammonium %, mens man ved dyrkning i f.eks. inaktive medier alt andet lige bør vælge en NPK-blanding med lav ammonium %.

Yaras sortiment af NPK-gødninger finder du her på vores hjemmeside under YaraTera

Kontakt gerne Niels Holmenlund, Yara for vejledning og valg af rette YaraTera KRISTALON og udarbejdelse af gødningsplan til netop din kultur.

Niels Holmenlund
Niels Holmenlund
Fertigation Specialist, Danmark & Norge