Artikler
May 07, 2025

Et regenerativt landbrug kræver balanceret gødskning – ikke fravalg af handelsgødning

Af: Jesper Juul Ulnitz, Yara

Det er en misforståelse, at man automatisk opnår regenerativt landbrug ved at undlade at bruge handelsgødning. Faktisk kan det føre til det modsatte: udpining af jorden og svækket plantevækst. De rette gødningstyper og præcise metoder gør det muligt at skabe sunde, mikrobielt aktive jorde med stabile og høje udbytter.


Jordens frugtbarhed er fundamentet

I takt med befolkningstilvækst og klimaforandringer bliver det mere afgørende at bevare jordens evne til at understøtte planteproduktion. Jordens frugtbarhed – altså dens kapacitet til at levere næringsstoffer til planter – udgør selve rygraden i vores fødevareforsyning.

For at opretholde denne frugtbarhed er det nødvendigt at tilføre mindst samme mængde næringsstoffer, som afgrøderne fjerner. En systematisk undergødskning kan føre til, at jorden udpines og mister sin produktivitet, mens overdreven gødningstilførsel kan skade både miljø og jordens mikrobiologi. Den optimale strategi er en balanceret tilgang, hvor gødningen matcher afgrødens behov og jordens leveringskapacitet.

 

Optimalt næringsstofinput er en forudsætning for regenerativ dyrkning

Et regenerativt dyrkningssystem skal kunne fastholde – og helst forbedre – eksisterende udbytteniveauer. Derfor er det ikke nok at minimere gødningstilførslen. Næringsstofferne skal tilføres med præcision ud fra forventet høstudbytte og jordens bidrag.

Mineralsk gødning har den fordel, at næringsstofferne er hurtigt tilgængelige for planterne. Selvom den ikke bidrager direkte med organisk materiale, men en høj udnyttelse giver en stor plantevækst, og bidrager på denne måde med stor opbygning af humus og organisk materiale i jorden.

 

Gødningstyper med fokus på jordens mikrobiologi

Ved valg af gødning kan det være fordelagtigt at vælge formuleringer, som minimerer forstyrrelsen af jordens mikrobielle liv. Nitratbaserede gødninger – frem for ammoniumbaserede – kan være at foretrække, da de ikke kræver samme omdannelsesprocesser i jorden og derfor ikke producerer nitrit eller hydrogenioner, som kan hæmme mikroorganismerne.

 

Præcis tilpasning gennem vækstsæsonen

Gødskning i det regenerative landbrug, bør være endnu mere tilpasset til det aktuelle behov i den enkelte vækstsæson. Plantens næringsstofbehov bør justeres løbende gennem vækstsæsonen og være baseret på analyser. Jordbundsanalyser giver en vigtig grundforståelse af behovet for fosfor og kalium, men under selve væksten kan værktøjer som planteanalyse, N-Tester målinger af kvælstofniveau og reflektionsindeks give mere præcise input. På den måde kan kvælstoftildelingen tilpasses den aktuelle sæson dynamisk, og tilføres ad flere omgange, efterhånden som planternes behov udvikler sig. Dette giver en højere kvælstofudnyttelse, mere harmonisk vækst og mindre risiko for udvaskning af næringsstoffer.

 

En bæredygtig strategi for næringsstoffer

En effektiv regenerativ strategi kombinerer det bedste fra to verdener: optimal brug af mineralsk gødning og biologiske løsninger som efterafgrøder og opbygning af jordens naturlige kredsløb. Målet er ikke at eliminere mineralsk input, men at bruge det intelligent og bæredygtigt. Herved bevares eller forbedres både jordens frugtbarhed og afgrødernes produktivitet.

  "I et regenerativt landbrug bør minimal gødskning aldrig være målet i sig selv. Næringsstofferne skal tilføres efter en fagligt funderet vurdering af udbytte og jordens leveringspotentiale – ellers risikerer vi en gradvis nedbrydning af jordens sundhed."