Artikler
November 12, 2025

NPK gødninger med næringsstofforsyning tilpasset afgrødens behov og vækstrytme

Af: Jens Bach Andersen

NPK-gødninger fra Yara kombinerer hurtigt- og langsomtvirkende kvælstof samt fosfor i både vand- og citratopløselig form. Denne sammensætning sikrer optimal næringsstofoptagelse gennem hele vækstperioden, reducerer tab til omgivelserne og giver fleksibilitet i gødningsplanlægningen.


Når man tildeler næringsstoffer til afgrøderne, er det naturligvis vigtigt, at mængden og tidspunktet er afstemt med afgrødens behov og vækst. Lige så vigtigt er det, at de tildeles på en form, der sikrer størst mulig optagelse og effekt i planten. En stor forekomst af hurtigtvirkende og letoptagelige næringsstoffer på et tidspunkt, hvor plantes behov er beskedent, kan medføre risiko for tab til omgivelserne eller binding i jorden. Omvendt kan langsomtvirkende næringsstoffer, der skal omsættes før de er plantetilgængelige, være utilstrækkelige i perioder med stort behov.

Derfor forekommer næringsstofferne i Yaras NPK gødninger, YaraMila, på flere forskellige kemiske former, så de bedst muligt passer til afgrødernes behov og vækstrytme. Det gælder særligt for kvælstof og fosfor, som vi behandler mere dybtgående  i denne artikel.

 

To-delt kvælstofvirkning i Yara NPK gødninger

Kvælstof i Yara NPK gødninger er fordelt på ca. 65 % ammoniumform og 35 % nitratform. Hver af disse kvælstofformer har sine fordele og ulemper, og ved at kombinere dem kan fordelene ved den ene afbøde for ulemperne ved den anden. Generelt gror planter bedst, når begge kvælstofformer er til rådighed. Der er dog lidt forskel mellem afgrøder, idet afgrøder, der trives bedst ved lav reaktionstal, har bedre respons på ammonium end afgrøder, der trives bedst ved almindelige reaktionstal.

En meget forsimplet fremstilling af forskellen på de to former er angivet i figur 1 nedenfor, hvor nitratdelen virker her og nu, mens ammoniumdelen tager det lange seje træk. Begge dele er nødvendigt for optimal vækst, og derfor er en kombination af formerne at foretrække.

Figur 1

Figur 1: Simpel fremstilling af forskellen på nitrat og ammoniums virkningshastighed i YaraMila NPK
gødninger. Samme virkningsmønster gør sig iøvrigt gældende i Yaras NS gødninger (YaraBela).

Hvis man vil se nøjere på fordele og ulemper ved de to former, er man nødt til at se på, hvordan de agerer i jord og plante.

Trin 1: nitratdel som starteffekt

Nitrat har den fordel, at det er umiddelbart optageligt og findes opløst i jordvæsken. Optagelsen sker med vandstrømmen og kræver derfor et minimum af energi for planten. Hvis blot der er vækst og vandforbrug i planten, er der også mulighed for at optage nitrat. Planten opbevarer kvælstof på nitratform i vakuolerne, så skulle der blive optaget mere, end der er behov for at omsætte til aminosyrer nu og her, kan planten opbevare det uden toksisk virkning.   

Et overskud af nitrat i jordvæsken er problematisk, da det risikerer at blive udvasket med den nedadgående vandstrøm, og hvis jorden er vandmættet kan der også ske denitrifikation, hvilket giver tab i form af lattergas. Nitrat skal derfor ses som en hurtigtvirkende gødning, der kun skal være til rådighed i de mængder, der er brug for i de første uger efter tildeling. Det gælder særligt først på året, hvor risikoen for udvaskning og denitrifikation er størst.

Trin 2: ammonium med længerevarende effekt

Ammonium bindes til lerpartikler og kræver udskillelse af rodexudater for at kunne optages direkte af planten. Alternativt skal det omdannes til nitrat i jorden, hvilket under kolde forhold er en relativt langsom proces. Derfor er kvælstof tildelt på ammoniumform langsommere i virkning end nitrat. Både omdannelsen til nitrat og den direkte optagelse af ammonium i planten er processer, der forsurer jorden, hvilket kan frigive mangan og fosfor, men også øger kalkforbruget i sædskiftet.

Optagelsen af ammonium sker i konkurrence med øvrige positivt ladede partikler som kalium og magnesium. Et stort optag af ammonium kan derfor hæmme optagelse af disse næringsstoffer. Hvis ammonium omdannes til nitrat i jorden, er der selvfølgelig samme risiko for tab som beskrevet for nitrat. Risikoen styres derfor af omdannelseshastigheden, der varerier fra nogle få dage ved jordtemperaturer over 10 grader til flere uger ved jordtemperatur under 5 grader.

 

Fosfor i takt med væksten

Fosfor er vanskeligt at gøre tilgængeligt for planterne, da det kan bindes stærkt i jorden og er meget immobilt, især under kolde forhold. Derfor gælder det om, at der er fosfor på optagelig form til stede ved rødderne, når de har brug for det. Planter optager fosfor på vandopløselig form, men det vandopløselige fosfor bindes meget nemt i jorden, så en eventuel overforsyning med vandopløseligt fosfor risikerer at blive bundet i stedet for at blive udnyttet, når der bliver brug for det. Derfor gælder det om at stille fosfor til rådighed i takt med væksten. I figur 3 nedenfor er vist optagelsen af fosfor i majs. Den sker hovedsageligt i perioden fra 40 til 80 dage efter fremspiring. Hvis man giver hele mængden på vandopløselig form ved såning, risikerer man derfor at tabe en del ved binding i jorden, før planten er klar til at optage det.

Figur 2

Figur 2: Optagelse af fosfor i majs. Hovedparten optages perioden fra 40 til 80 dage efter 
fremspiring.

Da fosfor er immobilt i jorden, skal det være så tæt på roden som muligt. Det gælder ikke mindst for forårssåede afgrøder, da jorden ofte er kold ved såning. Bredspredning efterfølgende vil derfor ikke konkurrere med en placering. Kunsten er placere noget fosfor, der frigives i takt med væksten og er beskyttet mod binding til jorden indtil det skal bruges. Det kan man gøre ved at have en andel af citratopløseligt fosfor i sin gødning. Citratopløseligt fosfor er beskyttet mod binding til jorden og bliver plantetilgængeligt i takt med væksten. Samtidig skal der selvfølgelig stadig tildeles noget vandopløseligt fosfor, som virker med det samme og støtter rodvæksten fra start. Derfor indeholder NPK gødninger fra Yara både vandopløseligt og citratopløseligt fosfor. Tilsammen kaldes kombinationen af de to fosfortyper for ”P-Extend”, og i figur 4 nedenfor er vist en skematisk fremstilling af effekten.

Figur 3

Figur 3: Skematisk fremstilling af P-Extend effekten. Den aftagende tilgængelighed af vandopløseligt fosfor modvirkes af det citratopløseligt fosfors stigende tilgængelighed.

 

Vælg NPK gødning som følger plantens vækst

Når du som landmand skal vælge din gødning til sæsonen, så vær opmærksom på forskellene i deres sammensætning. NPK gødning er ikke bare NPK gødning: typen af næringsstof i en gødning har stor indflydelse på effekten, og man skal tænke på, hvilken virkningshastighed man ønsker.  Yaras NPK gødninger, YaraMila, er sammensat, så både kvælstof og fosfor har en umiddelbar startvirkning og samtidig frigives i takt med væksten. Det giver fleksibilitet i gødningsplanlægningen og mulighed for optimal forsyning med begge næringsstoffer i hele vækstperioden.