Høj fugtighed i tunneler og væksthuse har været og er fortsat en stor udfordring når det gælder om at optimere udbytte, kvalitet og plantevækst. Høj fugtighed hæmmer planteaktivitet, øger risiko for svampeangreb samt øger behov for ventilation med tab af energi og CO2 som følge af dette. Nye affugtningssystemer er i fuld udvikling og gartnerier verden over installerer nu disse systemer, som kan afhjælpe de fleste udfordringer, når det kommer til fugtproblemer. Samtidig er der en stor energigevinst ved at anvende affugtere. Gevinsten ved at anvende affugtere er størst ved kulturer under LED-kunstlys, men også kulturer uden belysning har store fordele af affugtere.
Moderne affugtningssystemer findes i dag i mange varianter. På figur 1 er vist et eksempel på affugtning i potteplantegartneri. Fælles for alle anlæg er, at de kan reducere fugtigheden til et valgt niveau samt holde en konstant fugtighed døgnet rundt. Ved at holde en konstant optimal luftfugtighed mindskes behov for ventilation betydeligt og udgifter til opvarmning bliver mindre. Norske gartnere, med moderne tomatproduktion, har påvist energibesparelser på mere end 50 % selv i traditionel kultur uden kunstlys. Energibesparelsen ligger først og fremmest i mindre lufte-fyring samt, at energigardiner kan holdes lukkede i mange flere timer uden at luftfugtigheden bliver for høj.
Figur 1: affugter fra DutchTec gartneriprodukter.
Ved at holde en konstant optimal luftfugtighed øges planteaktivitet samt udbytte markant.
De fleste kulturer trives bedst ved en relativ luftfugtighed på ca. 75 % svarende til en absolut luftfugtighed på 3,5-4,0 g/m2 (delta X). Planter kan uden at stress optage og afgive vand. Spalte åbninger står fuldt åbne og CO2-optagelse og dermed også fotosyntese optimeres. (Læs også nyhedsbrev ”Aktivering af planter”).
Luftvinduer og energigardiner behøver ikke unødigt at skulle åbnes for at væksthuset kan komme af med fugtigheden. Dette betyder at CO2-niveauet kan holdes konstant højt uden store udgifter til dette. Med konstant høj CO2-niveau øges udbyttet markant. Se figur 2.
Alt i alt kan affugtere grundet øget fordampning og planteaktivitet øge udbyttet med op til 15 %.
Figur 2: CO2 fremmer fotosyntese og dermed produktion.
Der er mange parametre der kan anvendes til styring af vækst i generativ eller vegetativ retning. En af disse parametre er luftfugtigheden i væksthuset. Affugtere kan således også anvendes til at styre kulturen i den retning man ønsker den. Er planter tynde, svage eller blot for generative, vil en lidt højere luftfugtighed kunne hjælpe planterne. Vælg hertil at stille affugteren på f.eks. 80 % relativ fugtighed.
Er planterne derimod alt for vegetative/kraftige vælges en lav fugtighed f.eks. 65-70 % relativ luftfugtighed.
Affugtere har typisk også en positiv indflydelse på svampesygdomme og skadedyr.
Affugtere som f.eks. den fra Grygair, der er vist på figur 3, vil kunne tage op til ½ m3 vand ud af luften/ha/time altså op til 12 m3 pr. døgn. Dette er ganske store vandmængder. Dette vand som med god grund kan kaldes kondensvand, kan enkelt og let opsamles og genanvendes som vandingsvand.
Kondensvandet fra affugtere kan således indgå som en del af råvandet og i langt de fleste tilfælde forbedre råvandskvaliteten. Man bør dog være opmærksom på, at kondensvand er meget ”blødt vand”, som absolut ikke indeholder nogen former for salte og ej heller bikarbonat.
Anvendes kondensvand som en del af råvandet bør gødningsplanen ses igennem. Spørg meget gerne Yara om hjælp til dette.
Figur 3: Affugtere fra Drygair installeres let og enkelt og kan tage store mængder vand ud af luften.
For yderligere information, kan Niles Holmenlund kontaktes: