Artikler
July 10, 2026

Placeret NPK-gødning giver 600 kilo mere i gylle-gødet vårbyg

Af: Anne Kjærsgaard Krogh, FRDK

Ved at placere en YaraMila 26-3-5 gødning ved såning af sit vårbyg, hvor der også var nedfældet gylle, fik Brian Rahbek sidste år et merudbytte på 600 kilo. I år har han gentaget forsøget.


Jesper og Brian

Svineproducent og planteavler Brian Rahbek, Herning, fik sidste år 600 kilo mere i en del af marken, hvor han havde placeret en YaraMila 26-3-5 startgødning i sit vårbyg, efter der var harvet og nedfældet gylle.

Merudbyttet blev målt med mejetærskeren, og der var to gentagelser i marken samt ubehandlede led at sammenligne med. 

I år gentager han naturligvis forsøget og nu sammenligner han med placering af en NS-gødning. I begge forsøgsområder er der tildelt henholdsvis 150 kilo NPK og 150 kilo NS. Merudgiften er på 150 kroner til NPK-gødningen. - Jeg kan ikke se nogen forskel på nuværende tidspunkt (22. juni, red.), men det kunne jeg heller ikke samme tid sidste år, hvor jeg alligevel endte med 600 kilo mere pr. hektar. Der skal gerne være en tønde mere for at dække udgifterne, fortæller landmanden. 

 

Godt fra start – og næring undervejs

Hvis man skal løbe et ti kilometer løb, skal man have noget energi fra starten, men også noget energi undervejs. Sådan forklarer chefagronom Jesper Ulnitz, Yara, konceptet med at placere en YaraMila 26-3-5 gødning ved såning som et supplement til gyllen.

26-3-5-gødningen, som egentlig er en lidt tynd NPK-gødning, som Jesper Ulnitz udtrykker det, får vårbyggen godt fra start, mens gyllen ligger klar til at give energi undervejs. - Det var egentlig nogle landmænd, der forsøgte sig med det, og siden har vi afprøvet det, og vi kan se, at det giver resultater, fortæller han. Metoden er afprøvet hos flere landmænd og i Landsforsøg, og der er i gennemsnit et merudbytte at hente på omkring to procent. 

rod
Selvom forskellen er svær at se, ser det ud til, at nogle af de planter, der har fået NPK startgødning, har tykkere og længere rødder.

 

Næringsstoffer er til rådighed fra starten

Fordelen ved at placere gødning ved frøet er, at frøet har næringsstoffer til rådighed med det samme. Det skal ikke afsøge et større område, før det fanger noget gødning. - Når du nedfælder din gylle, får du fordelt næringsstofferne i et stort område, forklarer Jesper Ulnitz.

Især vårbyg er udsat for fosformangel. - Fosfor sikrer en god rodudvikling, og hjælper planten til at sætte flere sideskud, siger han. 

 

Forsikrer afgrøderne

Brian Rahbek vil sikre sig, at planterne i marken ikke mangler nogen næringsstoffer. Derfor placerer han NPK-gødningen, men det er også derfor, at han kører ud med mikronæringsstoffer.

- Det skal i hvert fald ikke være mangel på næringsstoffer, der er skyld i et dårligt resultat, for det er en lille pris at betale for en forsikring af vores afgrøder, vi har brugt rigtig mange ressourcer på at etablere, siger han.
En sund og velnæret plante burde alt andet lige også bedre kunne modstå sygdomsangreb og lignende.- Jeg ser det lidt som en forsikring af mine afgrøder, siger landmanden.

 

Brian Rahbek
Brian Rahbek vil gerne give startgødning og mikronæring for at være helt sikker på, at planterne har det, de har behov for, for der er allerede brugt mange ressourcer på etablering, og så skal det ikke være næringsstofmangel, der sænker udbyttet.

 

Ny viden giver ny praksis

Hidtil har kutymen været, at man kun har givet ren kvælstofgødning som startgødning, når man har kørt med gylle også. 

- Det kan også være, at der er nok næringsstoffer i gyllen, men det er ikke sikkert, at det er tilgængeligt i takt med afgrødens behov, siger Jesper Ulnitz.
Over tid, efterhånden som ny viden støder til, kan den almindelige praksis godt ændre sig. - Derfor er man også begyndt at gøde sin raps i efteråret med en NPK-gødning i dag, og det gjorde man bestemt heller ikke før i tiden, siger Jesper Ulnitz.

 

Infoboks