-
-
Om Yara
Karriere
-
Efteråret er fortsat mildt, og de fleste rapsmarker gror godt, men hvordan udnytter jeg min viden om efterårets vækst i min gødningsplan, og hvor meget kvælstof har min rapsmark optaget i efteråret? Disse spørgsmål besvarer du ved hjælp af YaraPlus Atfarm, hvor kan du følge kvælstofoptaget i rapsmarken. Dette kan senere bruges til justering af den optimale kvælstoftildeling i foråret.
Med funktionen N-optag i YaraPlus Atfarm er det muligt at følge kvælstofoptaget i dine afgrøder gennem vækstsæsonen. I raps giver det en unik mulighed for at ramme forårets kvælstofbehov mere præcist. Mange års test og forsøg har nemlig vist en klar sammenhæng mellem rapsens kvælstofoptag i efteråret og behovet for kvælstof i foråret. Udviklingen kan følges fra stadie 14 til 40, og det er kvælstofoptaget inden rapsen i slutningen af efteråret går i vinterhi, som er bestemmende for forårets kvælstofbehov.
Hvis du endu ikke har konto i YaraPlus Atfarm, kan du oprette en her og eventuelt overføre dine marker fra Atfarm Classic. Når markerne er overført eller indtegnet, vælges den aktulle mark, og man finder N-optagelses-kortet som et lag i kortvælgeren - lige under ”optimeret kort” (det der bruges til gradueret gødskning). Hvis man har brug for at gå tilbage i tiden, kan der nemt vælges en anden dato i kalenderen, der er vist lige over feltet, hvor man vælger sit kort. (Se figur 1 nedenfor.)
Figur 1: N-optagelseskort i rapsmark fra 30 september 2026. Der er optaget 30 kg N/ha i gennemsnit, varierende fra 0 til 60 kg N/ha.
Når man skal korrigere sin gødningsplan for vinterraps ved hjælp af det målte kvælstofoptag, skal man være påpasselig med at få valgt de rigtige satellitfotos. Det er kvælstofoptaget i efteråret inden rapsen går i ”vinterhi”, som man kan bruge som basis for justering af den tildelte mængde kvælstof i foråret. Endvidere skal man være sikker på, at rapsen ikke er begyndt at gå af vækst pga. frost. I praksis vil et billede fra perioden fra 20. oktober til 20. november ofte være det rigtige.
Forårstildelingen kan korrigeres efter formlen: (Målt optag – 40 kg N/ha) / 2. Viser YaraPlus Atfarm f.eks. et kvælstofoptag på 85 kg N i slutningen af oktober, vil den planlagte kvælstoftildeling i foråret kunne reduceres med: (85 kg N/Ha – 40 kg N/ha) / 2, svarende til 22,5 kg N/ha. Havde man planlagt 180 kg N i foråret, kan det altså reduceres til 157,5 kg N i dette eksempel. Herefter kan man bruge funktionen ”optimeret kort” til at graduere forårstildelingen. Ofte skal man bruge samme kortdato til graduering, som man brugte til at fastslå efterårets N-optag, da kort fra foråret kan være præget af, at rapsen har tabt meget biomasse gennem vinteren.
I efteråret 2024 fulgte vi en rapsmark, som blev sået medio august med nedfældning af gylle forud for såning. YaraPlus Atfarm viste stor variation i kvælstofoptaget hen over marken, og for at efterprøve dette tog vi billeder og planteklip i de områder af marken, som YaraPlus Atfarm angav med hhv. 35 og 95 kg N/ha optaget. Som det fremgår af billederne og billedteksterne ramte YaraPlus Atfarm det aktuelle kvælstofoptag ganske præcist. Denne erfaring stemmer overens med erfaringer indsamlet i over 100 rapsmarker i de nordiske lande i perioden 2021-2023 (se omtale senere i nyhedsbrevet). Man kan roligt blive inde i tørvejr og tjekke kvælstofoptag via YaraPlus Atfarm. Turen i marken med saks, vægt og målebånd er blevet overflødig.
Figur 2: Kvælstofoptag i rapsmark med stor variation. I gennemsnit har marken optaget 71 kg N/ha den 3. oktober. Billederne viser markens variation i kvælstofoptag op til +/- 30 kg N/ha. Kvælstofoptaget er størst i de mørke farver.
Figur 3: Billeder fra de steder i marken, hvor YaraPlus Atfarm angav hhv. 100 og 40 kg N/ha i optag. Der blev vejet hhv. 2,39 og 0,66 kg biomasse pr. kvadratmeter i de to områder. Antager man, at den friske biomasse indeholder 0,45 % kvælstof, svarer det til kvælstofoptag på hhv. 108 og 29 kg N/ha. Der er altså pæn sammenhæng mellem YaraPlus Atfarms måling og observation i marken.
Som nævnt tidligere i nyhedsbrevet har vi efterprøvet YaraPlus Atfarms N-optagsfunktion i Skandinavien og i Baltikum i årene 2021-2023. Dette er gjort ved at klippe en kvadratmeter i mere end 100 tilfældige rapsmarker og sammenligne dette med N-værdien i YaraPlus Atfarm i det tilsvarende 20X20 meter grid. Resultaterne viser en god sammenhæng og en generel usikkerhed på +/- 15 kg N i målingerne, ligesom eksemplet ovenfor også gjorde.
Figur 4: Sammenhængen mellem N-optag i vinterraps bestemt med YaraPlus Atfarm og planteklip i 1 kvadratmeter
Man skal være opmærksom på, at N-optag funktionen i YaraPlus Atfarm er mere usikker i meget tynde og dårligt fremspirede marker, samt i de tidlige vækststadier. Det gælder især, hvis der er et bunddække af ukrudt eller spildkorn, som kan få YaraPlus Atfarm til at sætte kvælstofoptaget for højt. Dette er der vist et eksempel på nedenfor, hvor en mark på lerjord spirede uens frem. Særligt i højre side af billedet er der store områder helt uden planter, men spildkorn, ukrudt og stubrester får alligevel YaraPlus Atfarm til angive et optag på 32 kg N/ha her og 43 kg N/ha i gennemsnit for marken.
Figur 5: Kvælstofoptag i tynd rapsmark. Det gennemsnitlige N-optag i YaraPlus Atfarm var 43 kg N/ha d. 3. oktober, men planteklip viste helt ned til 8 kg N/ha. Der var tydeligt visuel forskel på venstre og højre side af foto, men YaraPlus Atfarm angiver kun denne forskel til 10 kg N/ha. Det understreger, at man skal være varsom med at bruge YaraPlus Atfarm i tynde marker, og at man altid skal supplere med en besigtigelse.
I vores nyhedsbrev om etablering af raps kom vi med anbefalinger til gødskning ved etablering. Dem kan du genlæse her. Et meget fint eksempel på, hvad placeret gødning ved etablering betyder for rapsen kan ses på billedet nedenfor, hvor man løb tør for gødning i såtrækket midt i billedet. Det har medført tydeligt mindre og blegere planter og de når næppe op målet om på 8 cm rod, 8 løvblade og 8 mm rodhals før vinter.
Figur 6: Vinterraps sået direkte som grubbesåning. I midten er grubbesåmaskinen gået tør for startgødning.