Artikler
august 23, 2022

Skal vinterkorn have gødning i efteråret?

Af: Jens Bach Andersen

Såningen af vinterkorn er lige om hjørnet. Det er derfor på tide at beslutte sig for, om der skal gødskes ved såning og i givet fald træffe valg om mængde og type af gødning. Der har været stor debat om efterårsgødskning af korn de senere år, og der er udført et omfattende forsøgsarbejde på området. En del af dette forsøgsarbejde er opsummeret i en rapport fra SEGES, som udkom 4. august 2020. Konklusionerne fra denne rapport danner sammen med en række øvrige forsøg baggrund for vores anbefalinger i dette nyhedsbrev.


Vinterkorn

Tidligere forsøgsarbejde 

Der er lavet et væld af forsøg med efterårsgødskning af vinterkorn, og resultaterne varierer meget. Et eksempel herpå er vist i figur 1. her ses 14 forsøg med 3 strategier for placering af gødning ved såning af hvede fra 2019. Der er tildelt 64 kg svovlsur ammoniak (= 13 kg N); 38 kg DAP (= 6,8 N og 8 P) eller 75 kg DAP (= 13 kg N og 15 kg P) ved såning. Disse led er holdt op mod et led uden efterårstilførsel af gødning, og kvælstoftildelingen i alle led er udjævnet ved forårstildelingen, så de har fået ens kvælstoftildeling totalt.  

I gennemsnit af disse forsøg var der ingen effekt af efterårstilførsel. Alle led blev behandlet med mangan, og for at finde ud af om manganmangel have indflydelse på effekten af gødskningen, blev der tilføjet et led uden efterårsgødskning, som heller ikke fik tilført mangan. Dette er vist med orange søjler i figuren. I to tilfælde (forsøg 2 og 13) var der signifikant udbyttetab som følge af manganmangel. I forsøg 2 afhjalp efterårsgødskning denne mangel fint, i forsøg 13 havde efterårsgødskningen ingen effekt på manganmanglen. Fosfortallet i de enkelte forsøg er også vist i figuren. Der er ingen sammenhæng mellem fosfortal og afgrødens respons på efterårsgødning. Fx er forsøg 1 og 12 begge udført på JB 4 med fosfortal 1,8. De giver vidt forskellige og helt modsatrettede resultater.  

imageeqi1.png
Figur 1. 14 forsøg i vinterhvede med efterårstildeling af DAP eller svovlsur ammoniak i efteråret. I gennemsnit er der ingen effekt af behandlingen. Fra oversigt over landsforsøgene 2019, s 204. 

 

Forsøget i tabel 1 viser, ganske som alle øvrige forsøg med efterårsgødskning af vinterkorn, at man ikke kan give nogen generel anbefaling. Resultaterne stikker i øst og vest, og man risikerer udbyttetab ved efterårsgødskning, men man kan også få gevinst.  For at komme frem til en mere nuanceret anbefaling gennemgår vi først næringsstofferne og deres betydning for overvintring.  

Kvælstof er der normalt ikke brug for om efteråret i rettidigt sået hvede, men i hvede, der sås sent, kan en tilførsel på 15 kg N/ha ved såning sikre tilstrækkelig vækst inden vinter. I rug og i vinterbyg er der et vist kvælstofforbrug i efteråret, især i hybriderne. Her kan det være gavnligt med en tildeling ved såning.  

Desuden skal man altid overveje tildeling, hvor der er nedmuldet halm, eller hvor der er fraført meget store udbytter, da begge dele mindsker puljen af tilgængeligt N. Det gælder især i sædskifter uden husdyrgødning. Planter gror bedst på en blanding af ammonium og nitrat N. Man bør derfor vælge en samgranuleret ammoniumnitratgødning, der også dækker behovet for øvrige næringsstoffer. Ved at vælge ammoniumnitrat får man de gode effekter fra begge kvælstofkilder. Ammonium har en forsurende effekt, der kan holde manganmangel lidt i skak, og nitrat virker hurtigt og effektivt som starter.  

Ved gødskning med kvælstof skal man - som altid - huske at tage reglerne i agt. Ud over de generelle kvælstofkvoter er der fra 1. august sidste år blevet forbudt at tilføre mere end 15 kg N/ha til vinterkorn i efteråret, og en eventuel gødskning skal være udført inden 1. oktober. Reglen gælder ikke for raps og ikke for andre næringsstoffer end kvælstof.  

Fosfor er det næringsstof, der har været mest i fokus ved gødskning af vinterkorn de senere år. I nogle få forsøg er der høstet signifikante merudbytter ved tilførsel af store mængder fosfor, og rapporten fra SEGES har analyseret forsøgene for at finde de faktorer, der udløser merudbytte for tilførsel af fosfor i store mængder i efteråret. 

Analysen er hæmmet af, at fosfor ofte er tildelt som diammoniumfosfat (DAP), hvilket betyder, at der også kan være en effekt af kvælstof og en forsurende effekt, der afhjælper manganmangel ved gødskningen. Dermed bliver det sværere at konkludere på fosfor alene. Den eneste klare konklusion rapporten giver, er at det kun er på marineaflejringer i Nordjylland, man med sikkerhed har fundet en effekt af fosfor alene, se tabel 1. På alle andre lokaliteter og jordtyper har der ikke været merudbytter. I nogle tilfælde har der derimod været signifikant sikkert udbyttetab på op til 7,4 hkg/ha ved brug af DAP i efteråret, jf. figur 1.  

imagew6b4f.png
Tabel 1: Nordjyske forsøg med NP eller P gødskning fordelt på marine og ikke-marine aflejringer.  

 

Man skal imidlertid ikke afskrive fosfors effekt i efteråret fuldstændig. Fosfor har betydning for rodvæksten, og en lille mængde, der placeres ved såning, kan hjælpe fremspiring og etablering på vej, hvis man har sået til den sene side, eller hvis der efterfølgende bliver vådt og koldt. Det er de samme forhold, der kan udløse et behov for kvælstof i efteråret, og derfor vil en samgranuleret NPK-gødning, med både nitrat og ammoniumkvælstof som nævnt ovenfor, være det ideelle valg.   

Kalium øger planternes frosttolerance og har dermed direkte betydning for evnen til at modstå egentligt vintervejr. En lav kaliumstatus kan derfor medføre udvintring af en i øvrigt veletableret afgrøde, også selvom forsyningen af øvrige næringsstoffer er i orden og dækket ind fra efteråret. 

Lav kaliumstatus ses især i sædskifter uden husdyrgødning, ved høje fraførsler i form af høje udbytter og fjernet halm samt på generelt sandede jorde. Kaliums centrale betydning for overvintringen gør dog, at man til enhver tid bør tænke kalium ind i sin løsning, når man først har besluttet sig for at gødske ved såning.    

Valg af gødning 

Ud fra ovenstående gennemgang er det klart, at hvis man har besluttet sig for at gødske ved etablering af vinterkorn, bør det ske i form af en ammoniumnitratbaseret NPK-gødning. Kun på de marine aflejringer i Nordjylland kan der eventuelt argumenteres for et andet valg. 

Til brug ved såning af vinterkorn har vi udviklet YaraMila STARTER, der tilfører N, P og K i god balance og dermed giver dig de bedst mulige forudsætninger for at sikre en god og sikker afgrødeetablering og senere overvintring. 

Befinder man sig på en manganfølsom lokalitet, er YaraMila PROMANGAN et oplagt valg. Med YaraMila PROMANGAN tilføres mangan i et surt miljø og er derfor umiddelbart tilgængeligt for planten. Det forebygger manganmangel og giver en optimal start.  

Skal/skal ikke 

Det er erfaringerne fra egen bedrift, der tæller tungest i beslutningen om gødskning ved såning. Men man skal passe på, at erfaring ikke forveksles med blind rutine. Man bør lave mejetærskerbrede striber uden gødskning i hver eneste mark, hvis man for alvor vil kende responsen og opbygge erfaring på markniveau. Så kan udbyttemåleren fortælle, om det er en god ide eller ej. ”Det ser godt ud” er ikke helt argument nok.  

Som hjælp til beslutningen har vi opsummeret vores anbefalinger i skemaform nedenfor. Det giver dig et hurtigt overblik, og gør det nemt at beslutte, om der skal tildeles YaraMila gødning ved såning, eller om der først skal gødes til foråret. I skemaet er der lavet en grov vurdering på lokaliteter, hvor nord og vest antages at være koldere end syd og øst. Her kan man selv vurdere, om man hører til kold eller varm lokalitet. Der er forudsat et almindeligt korn/raps sædskifte på JB 5-6 uden husdyrgødning, så kan man justere forslagene til tildeling ud fra sin egen bedrift, idet man bør nedjustere mængderne i sædskifter med meget husdyrgødning. Vær opmærksom på, at der uanset hvad, højest udbringes 85 kg Yara Mila STARTER/ha om efteråret efter de nye regler. Vælger man YaraMila PROMANGAN, er den maksimale dosering 71 kg/ha, og doseringerne i skemaet nedenfor sænkes med 20 %.   

imagephdxe.png
Tabel 2: Vejledende mængde Yara Mila STARTER (kg/ha) afhængig af afgrøde, lokalitet og såtid 

* = Bør ikke sås så sent. Vælg en anden afgrøde.