Artikler
april 02, 2021

Anden gødningstildeling vinterhvede og vinterrug

Væksten i vinterhvede er i år relativ langsom og kan tilskrives det noget kolde forårsvejr, som har præget marts og begyndelsen af april måned. I de mest udviklede marker er buskningen afsluttet og strækningen begyndt. Vinterhveden er mange steder gødet omkring 10. marts, og nogle er først grundgødet omkring 20. marts. Enkelte har påbegyndt grundgødningen allerede i februar. Denne første tildeling af kvælstof, skal række indtil begyndende strækning, hvor den egentlige hovedtildeling af kvælstof udføres. Er hveden startet op med lav kvælstofmængde (under 50 kg N), fx fordi man har valgt en NPK med lavt N-indhold, er det for sent at vente til medio april med anden tildeling. I sådanne tilfælde vil en ekstra kørsel ultimo marts eller primo april være nødvendig, for at få kvælstofstrategien til at hænge sammen.


Anden gødningstildeling vinterhvede og vinterrug
Anden gødningstildeling vinterhvede og vinterrug

Fra målinger i N-Barometeret (2020) har vi tydeligt set, at den helt store vækst i afgrøderne sker fra omkring 1. maj. Her går strækningsvæksten for alvor i gang de fleste steder. Det sker selvfølgelig før på Øerne og i Sønderjylland end det gør i Nordjylland.

Der er ofte en til to uger i forskel i udviklingen mellem de tidligste og de seneste egne. Når denne kraftige vækst sker, må der ikke være mangel på næringsstoffer, så den anden kvælstoftildeling skal tilføres så denne vækst understøttes. Derfor bør anden tildeling ske fra midten af april og frem.

Vi kan også se fra forsøg og N-Barometeret, at de forsøgsparceller der i alt har modtaget 150-160 kg N inden 1. maj er dem, der klarer sig bedst. Med denne mængde tildelt på dette tidspunkt er der ofte plads til en tredje tildeling på 30-50 kg N, som bør gives i stadie 37-39.

I nedenstående forslag til gødningsplan kan du se forskellige gødningsstrategier for vinterhvede, hvor vinterhvede gødes op til 150-160 kg N/ha medio april.

Tabel 1: Gødningsforslag vinterhvede efter korn, JB 5-6. Middelhøje tal for P og K

Gød-forslag Vinterhvede 2021.PNG
* Kvælstofnorm for vinterhvede på JB 5-6 (Landbrugsstyrelsen 202/21 før N-prognose. En eventuel positiv kvælstofprognose i 2021 tillægges første tildeling. ** Sidste tildeling kan med fordel tilpasses efter måling med Yara N-Tester. *** 140 kg N i gylle med indhold på 4,25 kg total N/ton og 80 % N-udnyttelse.

NPK-gødning

I vinterhvede skal tilførsel af fosfor og kalium afstemmes med den forventede fraførsel, og hveden tilføres derfor NPK-gødning ved vækststart i foråret. På denne måde har afgrøden adgang til lettilgængelige næringsstoffer og vil i mindre grad være afhængig af mineraliseringen fra jorden. Ved anden gødningstildeling medio april vil der stadig være effekt ved tilførsel af fosfor og kalium.

Er tilførsel og fraførsel af næringsstoffer ikke afstemt ved første gødningstildeling, vil det på nuværende tidspunkt være en fordel at anvende eksempelvis YaraMila 21-3-10 m. S, Mg, B. Det er især fosfor som fjernes med kernen, mens det er halmen, der bortfører kalium.

Et udbytte på 8 ton hvede, frafører 20-25 kg fosfor og 65-75 kg kalium pr. hektar, når halmen bortføres.

Mikronæring

Mange har givet hveden mangan i det tidlige forår, men mangan er ikke det eneste mikronæringsstof, der er vigtigt i hvede. Når afgrøden er i afsluttende buskning eller begyndende strækning, er det tid til de mere brede mikronæringsløsninger. Til kornafgrøderne har Yara udviklet YaraVita GRAMITREL, der er kendetegnet ved at højt indhold af mangan, kobber og zink.

Behovet for disse tre mikronæringsstoffer er relativt højt i korn, og mangel er hyppige, hvilket ses i figur 2. Når den store vækst i vinterhveden begynder, er det vigtigt, at der ikke er mangel på mikronæringsstoffer – når en mangel opstår og kan erkendes, vil det i mange situationer allerede kunne reducere væksten og udbyttet.

Mikronæringsstofferne har dårlig mobilitet i planten og bør derfor tildeles ad flere omgange, så de nye skud altid er forsynet. I praksis anbefaler vi, at man giver 1 liter YaraVita GRAMITREL 2-3 gange i løbet af foråret. Så er det teoretiske behov for alle tre mikronæringsstoffer dækket ind via bladene, og man er ude over problemer med manglende indhold eller optagelighed fra jorden.   

YaraVita GRAMITREL er bredt blandbar med gængse plantebeskyttelsesmidler, og på tankmix.com ligger en række blandetest, som giver mulighed for at kontrollere blandbarheden med enkeltmidler.

mikronæringsmangler.png

Figur 1. Sammenfatning af 1981 planteanalyse-
resultater år 2015 i danske kornafgrøder.

Anden gødningstildeling i vinterrug

Gødningsstrategien for kvælstof i vinterrug er ofte todelt. Første tildeling med omkring 50 kg N/ha er udført ved vækststart, og det vil på nuværende tidspunkt være aktuelt at udføre anden gødningstildeling, som skal udføres inden begyndende strækning.

Hvis man vælger en todelt strategi, skal vinterrug færdiggødskes med resten af kvælstoffet medio april (omkring stadium 30).  Det vil i mange tilfælde betyde, at der nu tilføres 80-100 kg N/ha.

Kvælstofoptimum i vinterrug med korn som forfrugt var i 2020 på 144 kg N/ha og på 141 kg N/ha som gennemsnit af de sidste 5 år.

Skal kvælstoftildelingen i vinterrug gradueres, anbefales en tredelt strategi. Her gemmes ca. 30-40 kg kvælstof pr. ha til udbringning lige inden fanebladets fremkomst (st. 34-37). Det er her vigtigt ikke at komme for sent, da forsøg med tildeling i vinterrug efter skridning viser dårlig effekt og resulterede i lavere udbytte.

En tredeling vil reducere risikoen for lejesæd og øge proteinprocenten i kernen en lille smule i forhold til en todeling, men det vil kun have minimal betydning for høstudbyttet

Vinterrug kan med forel tildeles NPK-gødning i både første og anden gødningstildeling. Er der anvendt husdyrgødning eller gylle, anvendes YaraBela SULFAN som kvælstofgødning. Denne sikrer en tilpas høj tilførsel af svovl. Det anbefales at bruge gødninger, hvor kvælstoffet er opdelt mellem ammonium og nitratkvælstof. Det kan fx være YaraMila 21-3-10 m. S, Mg, B, der indeholder 40 % nitrat og 60 % ammoniumkvælstof.

Vinterrug med et udbytteniveau på 65 hkg/ha har et fosforbehov på 20 kg P og et kaliumbehov på 50-60 kg K pr. hektar. Er udbytteforventningen på 75-80 hkg/ha, stiger behovet for fosfor til 25 kg P/ha og kaliumbehovet til 60-65 kg K/ha.

Tabel 2: Gødskningsforslag vinterrug

Gødskningsforslag vinterrug 2021.JPG
*Kvælstofnorm for hybridvinterrug på JB 2-4 (Landbrugsstyrelsen 2020/21) før N-prognose. En eventuel positiv kvælstofprognose i 2021 tillægges første tildeling. **Sidste tildeling kan med fordel tilpasses efter måling med Yara N-Tester ***131 kg total N i gylle med indhold på 4,25 kg total N/ton og 80 % N-udnyttelse.

Mikronæring

I rugens strækningsfase kan det ofte være en fordel at sikre vinterrugens tilførsel af mikronæringsstoffer. I år hvor vækstbetingelserne ikke har været de mest gunstige, anbefalers tilførsel af 2 l/ha YaraVita GRAMITREL. Bladgødskning med YaraVita sikrer endvidere, at vinterrugen er klar, når og hvis væksten bliver meget hurtig.

Vinterrug på lokaliteter som har været kolde og våde kan betyde, at rugplanten nu står og har svært ved at optage næringsstoffer fra jorden. I sådanne situationer har vi gode erfaringer med tilførsel af YaraVita KOMBOPHOS (3 l/ha), der indeholder en relativ stor mængde lettilgængeligt fosfor samt zink, mangan og magnesium. Fosfor og zink øger hurtigt rodudviklingen og gør vinterrugen i stand til at optage næringsstoffer fra jorden, når den store vækst rigtig begynder.